2. scenarie i minilive-gruppen i København handlede om en sekt. Monica havde ikke kunnet deltage i planlægningen, hvilket vi havde brugt ved at gøre hendes rolle til en gæst, der kom på ”besøg” i sekten. Det betød at Monice ikke forud for scenariet skulle vide noget om indholdet i det.
Denne evaulering er en blanding af den fælles evaluering og mine egne tanker om spillet. Ved evalueringen var det tydeligt, at vi havde meget forskellige opfattelser af spillet – og særligt var Monicas oplevelse meget anderledes fordi hun var den, der ikke vidste noget om spillet på forhånd. Jeg kan ikke evaluere fuldstændigt på hvordan oplevelsen var som Gæsten – så den side af historien må komme, hvis Monica skriver et indlæg.
Vi mødtes kl. 17. Nina havde opfordret til at vi mødtes kl.16.30 undtagen Monica, der først kom kl 17. Det lykkedes dog ikke, hvilket var en skam. Derfor endte det med at fire af os snakkede ad gangen, mens den sidste holdt Monica ved selskab. Det var ikke så smart.
Vi genopfriskede de forskellige dele af scenariet, kulten, tidsplanen og hvilke clues, der skulle være for at stoppe de enkelte akter.
Om spilllet
Baggrunden for spillet var en sekt, der kaldte sig Familien. I Familien var der tre forskellige forskellige roller, der gik på runde. Far, Mor og Gæsten. Spillet handlede om den proces, at der kom en ny Gæst til familien og spillet sluttede med at Gæsten tog afsted igen – men Gæsterollen var skiftet til en anden. Historien vi gerne ville formidle var historien, om hvorfor ingen vælger at rejse fra familien.
Vi spillede i tre akter. 1 akt var præsentation af familien. 2. akt blev der åbnet op for at funktionerne kunne flytte rundt. 3. akt skulle ende med at Gæsten skulle gå og endte med at handle om at placere gæsterollen.
Vi snakkede efter spillet om at vi ikke rigtigt fik udnyttet aktpauserne til at tilpasse spillet eller sætte retning på det. Jeg tror dog, at opdelingen med skift i fokus for spillet gav en god dynamik og udvikling i spillet.
Spilstilen
Vi var flere, der var overraskede over hvor meget vi endte med diskutere i spillet. Det burde vi nok have forudset – kombinationen af radikal ærlighed, funktionerne i familien og tabuet om at det ikke var en god ting, at tage hensyn til folks følelser. Vi snakkede om at vi kunne have spiltestet det – og så ville vi nok hurtigt have fundet ud af det var sådan kulturen ville virke.
Mekanikkerne
De to rum
Vi havde en tanke om at der skulle være to rum i spillet. Et sted, hvor tabuerne og reglerne dominerede og et friere rum, hvor man kunne opføre sig uden konstant at følge Familiens normer. Sådan i stil med et børneværelse, hvor ungerne kan slippe afsted med at gøre ting, som forældrene ikke vil have – men hvis forældrene kommer ind, så kan ungerne stadig få skældud for at bryde reglerne.
Vi havde startet med at have det andet rum på hemsen, men det var efter første akt tydeligt ikke at vi ikke fik brugt det nok. Derfor udvidede vi det til også at gælde køkkenet, men det gjorde ikke at det for alvor blev et vigtigt værktøj i spillet.
Vi snakkede om at grunden til, at det aldrig virkede var, at vi endte med at spille det meste af spillet siddende ved bordet – og så kom man ikke naturligt de andre steder. Vi skulle nok have overvejet hvordan det blev gjort mindre stillesiddende spil. Ved andre minilives har det også været problemet. At når man er 5-6 personer, der spiller, er det nemt at ende med at sidde i en stor gruppe og spille. Man er nødt til at gøre noget aktivt for at bryde det op, hvis det ikke er den type spil, man ønsker.
Monica som uvidende/Gæsten
Der var mange problemer med at integrere Gæsten i spillet og give Monica en god spiloplevelse. Et af problerne var de mange skænderier imellem Familiens medlemmer, som gjorde det ubehageligt at være gæst. Hun oplevede også at det på et tidspunkt i spillet gik fra, at hun var der frivilligt til at hun ikke kunne få lov til at gå igen – altså var tvunget til at blive. Det gjorde oplevelsen dårligere og gjorde at hendes fokus blev at spille med, ikke lave konflikter og kun trække tiden indtil hun kunne stikke af ud af badeværelsesvinduet.
Vi snakkede om, hvordan vi kunne have gjort det bedre og nemmere at komme ind i Familien som gæst. Vi kunne have givet hende nogle relationer, som ville have givet incitament for at gå ind i konlfikterne – det kunne have været en bror/søster eller en ekskæreste. Hun kunne også have haft en baggrund, der gjorde at hun ikke havde andre muligheder (fx hvis hun var hjemløs, eftersøgt, forfulgt). Eller givet hende en funktion – som skriftefader – den som medlemmerne af familien skulle/kunne betro sig til.
Sekten
Tabuerne og påbudene gav gode input til spillet. Kombinationen af at man skal sige sandheden samtidig med at man skal takke for, hvad der bliver sagt gør det enormt uebhageligt, når hemmeligheder kommer frem. Fx da Peter sidder og taler om dengang vi stak af sammen, og han tydeligt fortæller, at det ikke betød noget for ham. Og jeg ikke kan få ham til at holde op med at fortælle det – for vi skal jo sige, hvad vi tænker. Eller den gang, hvor en fejl, jeg begår bliver påtalt – og jeg skal sige tak for at have fået det at vide. Det var en kombination af noget, der udgiver sig for at være åbent og tolerant, men i stedet i den grad træder på det enkelte medlem af Familien.
Ved evalueringen snakkede vi om, at den ”normale” sekt altid har en stærk leder. Og det havde vi ikke – men derimod lederroller, der gik på omgang på sektmedlemmernes initiativ. Jeg har tænkt på, at vi måske fordi vi laver minirollespillende på en kollektiv og fælles måde, så holder vi os tilbage for at sætte en eller flere spillere i ledende/vigtigere roller end andre. Vi har ikke arbejdet med statusspil i særligt stor grad – måske fordi vi bygger spil ud fra magtstruktueren i planlægningsprocessen, hvor alle er lige deltagere?
Funktionerne
Funktionerne i Familien var Far, Mor og Gæsten. Vi prøvede at vente med at introducere titlerne og omtalen af dem til 2. akt. I sidste akt blev der talt meger om funktionerne og hvem, der burde have hvilke. Det var ikke helt, som jeg havde forestillet, men som en sagde ved evalueringen, så ville have krævet mere workshopping i sekten og funktionerne for at de kunne have skiftet rundt uden så meget snak.
Vi havde aftalt at der var forskel i måden de forskellige funktioner kunne skiftes. Mor og Far kunne gives væk – og man kunne presses til at give den væk. Gæsten kunne tages fra én, men man kunne ikke selv give den væk. Da man ikke kunne have to funktioner på en gang var der det problem, at de funktioner, der gav dig helle, var dem, som du selv bestemte om du ville give fra dig.
Funktionerne havde udover en titel også som navnet siger en funktion. Far er den, der bestemmer. Mor giver omsorg. Gæsten må og skal stille spørgsmål. De kom fint frem i spillet og gav også de enkelte roller mulighed for at lægge vægt på forskellige ting i deres rolle. Jeg synes særligt at Gæsterollen var god fordi den åbnede op for de kritisk spørgsmål – fordi det netop var den, der kunne stille spørgsmål uden risiko for represalier.
Fortællingen
Vi havde til planlægningen snakket om, hvad fokus for fortællingen skulle være. Vi endte på at scenariet skulle handle om hvorfor man vælger at blive i sekten. Hvorfor man ikke bare bryder ud af det der helt åbenlyst begrænser en. For mig var det spændende og vigtigt fordi scenarier om lukkede og undertrykkende grupper ofte ender med at gruppen brydes og folk gør oprør. Jeg ville hellere have fokus på hvorfor man trods alt ikke gør det.
I forhold til Monica (gæsten) kom den fortælling slet ikke til at fungere i spillet. Fordi sekten var for konfliktfyldt, creepy og påtvunget. For mig fungerede fortællingen fint – særligt fordi jeg havde modstand under spillet. Derfor havde jeg et valg, da jeg fik gæsterollen og kunne spille på hvorfor det heller ikke var det, min rolle ønskede. Jeg havde en fin oplevelse af sekten – af hvordan reglen om radikal åbenhed var ubehagelig, men alligevel satte nogen rammer op som gav en form for tryghed.
Konklusion
Velkommen til familien var en blandet oplevelse. Nogle ting fungere overhovedet ikke som vi havde tænkt os – andre fungerede godt (og på andre måder end vi havde forstillet os. )
Det største problem var at integrere den spiller, der ikke ahvde deltaget i planlægningen. Vi havde gjort det ud fra en tanke om, at hun skulle have mindst mulig information og skulle være ”opdager” i fiktionen. Det største problem blev dog som jeg ser det, at hun ikke havde nok incitatment eller motivation for integrere sig i familien eller blive – og derfor blev hun distanceret til konflikterne og tilskuer i stedet deltager.
Sekten fungerede på nogle områder godt. Tabuer og påbud gjorde at alt blev italesat – men måske diskuteret lidt for meget. Funktionern gjorde at rollerne udviklede sig og havde forskellige ting, de skulle leve op til. Der var dog et problem ift hvordan de skiftede rundt – men dét at de skiftede rundt gav indhold til spillet.
Aktopdelingen gav god fremdrift i spillet, fordi vi havde aftalt hvad fokus for spillet i de forskellige akter var. Pauserne mellem akterne fik vi ikke brugt til noget konstruktivt.
Noget vi kan arbejde videre med er
statusspil og ulige magtforhold imellem rollerne
spiltest af omgangsformer, hvis vi igen laver en gruppe med andre regler for omgang,
relationer til alle – det dur ikke have én, der er koblet af resten af gruppen
