Ideen til scenariet opstår i mødet mellem ønsket om at spille incrowd, lave et scenarie hvor man gik, og som genremæssigt var postapokalyptisk. Vi brugte meget tid på at tale os til rette omkring tema/narrativ, mekanik og præcis hvordan København skulle anvendes som setting. Tyngden er den diegetiske forklaring på det almindelige Københavnerliv vi kommer til at møde under vores gåtur fra Toftegårdsplads til Amager Strand - ingen af spilpersonerne tør længere sådan rigtigt sove, så det, der udspiller sig for deres øjne, er en udefinerbar blanding af minder, hallucinationer og virkelighed til en sådan grad, at det kan tolkes absolut sollipsistisk, hvorved selv de andre spilpersoner også er hallucinationer. Samtidig er det muligt at bruge vigør/hastighed som udtryk for i hvor høj grad minderne og apatien overvælder og påvirker en. Desuden giver byens virkelige liv et ekstra reflektionslag hvor vi som spillere kan tolke de direkte sensoriske påvirkninger byen byder på via vores spilpersoners minder om verden før undergangen til indre og ydre spil på de derved konstruerede minder.
Som meta-regel har vi besluttet at der ikke tales om tyngden - når nogen ønsker at sætte farten op eller motivere de andre til at slippe de minder, der tynger dem siges i stedet "Det bliver snart mørkt".
Yderligere overvejelser, designelementer og efterspilrapport vil dukke op senere her på bloggen.